To kontraktforlængelser og en ny venstre fløj betyder, at Lemvig-Thyborøn Håndbold har fundet den trup, som skal kæmpe for overlevelse i ligaen.

Vi skal starte med at byde velkommen til Jørgen Rasmussen, som er ny spiller i Lemvig-Thyborøn Håndbold, hvor han har skrevet en et-årig kontrakt. Jørgen spiller venstre fløj, og har i de seneste fem sæsoner tørnet ud i HC Midtjylland, men grundet klubbens konkurs har han været nødsaget til at finde en ny klub.

”Med signingen af Jørgen Rasmussen får vi tilført noget kvalitet, rutine og vildskab. Udover at være en dygtig venstre fløj bestrider Jørgen også nogle spændende forsvarsmæssige egenskaber i fremskudte formationer. Det er lidt af et scoop, at vi i Lemvig-Thyborøn Håndbold har kunne hente en spiller af Jørgens kaliber ind så tæt på sæsonstart,” udtaler sportschef, Lars Broe.

Udover tilgangen af Jørgen kan klubben også præsentere en to-årig kontraktforlængelse med Rasmus Porup. Rasmus vendte hjem til klubben inden den seneste sæson, og han har været med til at bidrage med en masse rutine til et ellers meget ungt LTH-mandskab.

”Jeg har en klar forventning om, at Rasmus kommer til at træde i karakter i den kommende sæson, og at han bliver en kæmpe profil på holdet. Derudover er Rasmus også en kulturbærer, som kender klubben indefra, og han plejer de værdier, som vi gerne vil kendes for. Vi glæder os selvfølgelig over, at Rasmus, trods spænende tilbud syd for grænsen, har valgt at blive i LTH,” siger Lars Broe.

Sidst er det lykkedes at tegne en et-årig kontraktforlængelse med Casper Christensen, som ligesom Rasmus Porup også er en lokal spiller. Casper har i den seneste sæson døjet med kyssesyge, men han kom stærkt tilbage i slutningen af sæsonen, hvor han viste, hvilke kvaliteter han besidder.

”Casper kom stærkt tilbage fra sin sygdom, og endte med at blive man of the match i den afgørende oprykningskamp mod Randers. Vi glæder os til at se Casper i den kommende sæson, hvor jeg håber, at han vil fortsætte med at udvikle det spil, som han viste i slutningen af sæsonen,” fortæller sportschefen.

Lemvig-Thyborøn er glade for, at det er lykkedes at forlænge med to af vores egne, og samtidig med at man har fået tilført en spiller med en masse ligaerfaring. Tegningen af de tre spillere har kun været muligt grundet en ny hovedsponsoraftale med vestjyskBANK og Sparinvest, og at Skovgaard Invest, en af LTH’s store sponsorer, har løftet sit sponsorat markant. Derudover oplever klubben stor opbakning fra lokalområdet, som har en positiv holdning til at støtte LTH.

Med de nye tilføjelser ser Lemvig-Thyborøn truppen til den kommende sæson som fuldendt.