FOTO: Christina Bundgaard Photography

Lørdag eftermiddag kan Lemvig-Thyborøn nå sit første delmål om at undgå den direkte nedrykning, hvis holdet formår at tage point fra oprykkerkollegaerne, TMS Ringsted.

Uhrenholts tropper har inden de to sidste spillerunder i grundspillet fire point ned til TMS Ringsted på sidstepladsen. Lørdag eftermiddag tørner de to hold sammen i Dansk Kabel TV Arena. Det bliver en kamp, hvor der vil blive kæmpet ekstra hårdt for sejren. Hjemmeholdet har brug for en sejr, hvis der skal holdes liv i håbet om overlevelse. Tager Lemvig-Thyborøn point rykker TMS Ringsted ned i 1. division, og vestjyderne er sikre på at undgå den direkte nedrykning.

Der bliver derfor hård kamp om de to point, og i det omvendte opgør så man, hvor spændende kampene mellem de to oprykkerhold kan blive. Den duel endte uden vinder, efter TMS’ Michael Riis udlignede på frikast efter tid. Der er ingen tvivl om, at nerverne igen vil sidde uden på tøjet af spillere og fans fra begge lejre.

Apropos fans, så får “de røde” opbakning fra omkring 100 medrejsende vestjyske fans i lørdagens bundbrag. Der er derfor lagt op til fantastisk stemning i den intime hal i Ringsted. En hal, hvor Lemvig-Thyborøn ikke har vundet siden 2010. Der er derfor ingen tvivl om, at der venter en svær opgave for LTH, som får brug for en toppræstation, hvis de vigtige point skal hentes.

TMS Ringsted er uden sejr i de seneste 10 kampe, men det skal Christian Dalmose have vendt, hvis han og sit mandskab skal gøre sig forhåbninger om liga i næste sæson. Omvendt skal LTH også bruge alle de point de kan få, hvis der også skal stå ligahåndbold på programmet fra næste sæson. Det er derfor ikke for sjovt, at man godt kan kalde lørdagens duel for “kampen om overlevelse”.

Kampen fløjtes i gang kl. 14 i Dansk Kabel TV Arena, og man kan følge opgøret direkte på Tophåndbold eller via vores Instagram-profil.

Følg os på Instagram her!