Torsdag aften drager Lemvig-Thyborøn Håndbold mod Skjern, hvor de danske mestre vil byde Claus Uhrenholts tropper op til dans.

Efter en fantastisk præstation i mandags mod Ribe-Esbjerg som udmundede i sæsonens første sejr, er drengene nu klar til en ny svær opgave, når de danske mestre fra Skjern Håndbold venter torsdag aften på deres stærke hjemmebane, Skjern Bank Arena. Det er en hjemmebane, hvor ingen af modstanderholdene i sidste sæsons Champions League tog fra med sejr, selvom holdene blandt andre var storklubben, Veszprem, og Final4-deltagerne fra Nantes.

Hvordan skal lille Lemvig-Thyborøn så overhovedet have en jordisk chance torsdag aften? Der var heller ingen der spåede os mange chancer i mandagens kamp mod Ribe-Esbjerg, men der var endnu færre som troede på, at vi ville vinde kampen uden de store problemer. Vi skal derfor tage mandagens gode oplevelse med til Skjern, og så må holdet spille deres chance, og forsøge at være med i kampen så lang tid som muligt. Der er ingen tvivl om, at det bliver en svær opgave, og dette gør at drengene kan spille frit og uden pres.

Hos Lemvig-Thyborøn har vi tre tidligere Skjern-spillere på holdkortet i form af Rasmus Porup, Jacob Østergaard og Jørgen Rasmussen. Især for de to sidstnævnte spillere bliver det en speciel kamp, da de begge bor i Skjern, og derfor ikke har langt til torsdagens “udekamp”. Jørgens tvillingebror, Rene Rasmussen, spiller for Skjern, men en overrevet akillessene har holdt ham fra banen i lang tid, og han vil heller ikke spille torsdagens kamp.

Kampen fløjtes i gang kl. 18.30 i Skjern Bank Arena, og vi håber, at mange LTH-fans vil tage turen sydpå for at støtte drengene i kampen mod de mange stjerner på Skjern-holdet. Kampen kan følges live via vores Instagram-profil eller på www.tophaandbold.dk/livescore

Følg os på Instagram her