FOTO: Christina Bundgaard Photography

Lørdag eftermiddag er der fuld spillerunde i Herreligaen inden spillerne går på jule- og VM-pause. Uhrenholts tropper skal et smut sydpå for at møde Ribe-Esbjerg.

Glæden over sidste uges vigtige sejr over Nordsjælland har lagt sig, og drengene er nu klar til en ny kamp. Modstanderen er Ribe-Esbjerg på udebane lørdag eftermiddag. Det er et LTH-hold med gode minder fra det seneste indbyrdes opgør, hvor LTH snuppede begge point efter en solid indsats. Det er helt sikkert noget Ribe-Esbjerg-spillerne vil forsøge at revanchere.

Den ambitiøse klub har også lagt en del mere på sit spil siden dengang, og det er derfor et “stærkere” mandskab, som LTH står overfor lørdag eftermiddag. Ribe-Esbjerg har fået Nikolaj Enderleit tilbage efter en lang skadespause, og han har vist sig at være en ekstrem vigtig spiller for sit hold. De sidste par kampe har også været gode for Ribe-Esbjerg, som blandt andet har vundet over TTH Holstebro og Bjerringbro-Silkeborg.

Alligevel har esbjerggenserne kun to point mere end LTH, og en sejr vil derfor sende os over dem i tabellen, men det kræver endnu en solid indsats, for det bliver svært at få noget med hjem fra Ribe. Hjemmeholdet går ind til kampen som store favoritter, men det bliver ikke nogen umulig opgave for LTH, som har bevist, at de sagtens kan bide skeer med dem.

Der er fuld spillerunde lørdag, og TV2 dækker samtlige kampe. Du kan derfor se vores kamp direkte på TV2 Play med kampstart fra klokken 14.15. Du kan også vælge at følge hovedkampen mellem GOG og TTH Holstebro, hvor der vil blive stillet om til Ribe i løbet af kampen. Til sidst kan kampen også følges på Tophåndbold.

En busfuld glade LTH-fans tager turen til domkirkebyen for at støtte drengene. Derudover håber vi også på, at mange vælger at tage turen selv, så vi kan få skabt en god stemning, som kan være med til at hjælpe holdet tættere på de to point!