FOTO: Christina Bundgaard Photography

Fredag aften står LTH over for Ribe-Esbjerg i Blue Water Dokken. Ribe-Esbjerg var det første hold, som Lemvig-Thyborøn mødte i denne sæson af Primo Tours Ligaen, og her blev det til et smalt nederlag på 23-26.

Hvis man glemmer, at LTH mangler at møde Mors-Thy for første gang i denne sæson, er holdet nu halvvejs i grundspillet af Primo Tours Ligaen. 5 point er det blevet til, men der har også været kampe, hvor drengene har været uheldige og ikke fået point. En af de kampe var første hjemmekamp mod Ribe-Esbjerg, hvor LTH’erne var foran med 23-21 med under fem minutter igen. Manglende skarphed og marginaler gjorde, at det ikke blev til point i sæsonpremieren. Fredag aften har “de røde” muligheden for at revanchere dette, da de igen krydser klinger mod Ribe-Esbjerg.

Mens LTH tilkæmpede sig et point i den seneste kamp mod Fredericia HK, har Ribe-Esbjerg tabt de seneste tre kampe med cifrene 30-27. Det er derfor et hold som tørster efter point, men Anders Thomsens tropper vil sørge for, at der bliver hård kamp om pointene.

Det er ikke kun hjemmeholdet som tørster efter noget. LTH har nemlig kun vundet en kamp i denne sæson, mens tre er endt uafgjort. Efter sidste uges hjemmekamp udtalte Anders Thomsen, at han var glad for at få et point, men han ville også snart gerne til at vinde nogle håndboldkampe. Fredag aften har han og holdet chancen, når der fløjtes op til kamp klokken 18.30 i Blue Water Dokken.

Har du ikke muligheden for at overvære kampen, kan den følges live på Tophåndbold eller via vores Instagram-profil! Op til kampen har Mark Nikolajsen overtaget profilen, hvor han viser jer, hvordan hans kampdag ser ud.

Følg os på Instagram her!