FOTO: Christina Bundgaard Photography

Lørdag eftermiddag spiller Lemvig-Thyborøn Håndbold deres sidste kamp i 2017, og samtidig er det også den første kamp i den nye halvsæson.

I sidste weekend blev det til to meget vigtige point mod Fredericia HK efter en svingende præstation fra Arne Damgaards tropper. Trods en meget fejlrig første halvleg lykkedes det LTH at få vendt opgøret, og med mindre end ti sekunder tilbage af kampen kunne Mark Nikolajsen gøre det til slutstillingen 29-28.

Lørdag eftermiddag er der igen to vigtige point på spil, når der er lagt op til lokalopgør, når Stoholm gæster Arena Vestjylland Forsikring. Stoholm befinder sig i øjeblikket på en 13. plads i herrernes 1. division, og derfor lyder det umiddelbart, som om at det er en let opgave, som de vestjyske drenge står overfor lørdag.

Dette er nu ikke tilfældet, for hvis man husker tilbage på vores første kamp i sæsonen mod Stoholm, så husker man måske, at det endte med en 4-målssejr, men de point kom ikke i hus uden hård fight. Stoholms holdkort er nemlig fyldt med masser af spillere med ligaerfaring, som man har tilknyttet til denne sæson og det spillermateriale, som Stoholm har til rådighed rækker til mere end en placering som nummer 13 i rækken. Derfor er det vigtigt, at man ikke undervurderer dem.

I denne uge er det også kommet frem, at Stoholm har tilknyttet den erfarne ligatræner, Bo Tolstrup, da Peter Laursen, som har stået i spidsen for holdet i den første del af sæsonen, er ude med en hjernerystelse, som var værre end forventet.

Nogle husker måske også sidste gang, da et bundhold med en ny træner kom på besøg i Arena Vestjylland Forsikring? Vi skal ikke længere tilbage end til oktober, hvor Otterup kørte LTH-spillerne ud af deres egen hjemmebane. Der skal derfor et højt niveau til, hvis man skal kunne sætte yderligere to vigtige point ind på kontoen lørdag eftermiddag.

Til lørdagens kamp har Lemvig-Thyborøn Håndbold arrangeret et nyt tiltag, som hedder “1000 til håndbold”, og det går ud på, at man har en målsætning om at få 1000 mennesker i hallen til kampen. Inden kampen vil der være warm up i multihallen, hvor der kan købes frankfurtere og fadøl, så man rigtig kan komme i stemning til kampen. Vi håber derfor, at mange vil bakke op om dette initiativ!

Man kan købe billet til kampen her og spare penge!

Kampen fløjtes i gang kl. 15, og arrangementet i multihallen starter 13.30! Kampen kan følges live på www.tophaandbold.dk/livescore eller via vores Instagram-profil “@lemvigthyboron”. Dog håber vi på, at de fleste vil følge kampen direkte i hallen, så vi kan nå vores målsætning om at få 1000 mennesker i Arena Vestjylland Forsikring!

Følg os på Instagram her