FOTO: Christina Bundgaard Photography

Torsdag aften er ventetiden forbi. Lemvig-Thyborøn spiller første betydningsfulde kamp i den nye sæson, når Skjern Håndbold lægger vejen forbi Arena Vestjylland Forsikring i Santander Cuppens 1/8-finale.

Der er gået over tre måneder siden, at LTH sikrede sig endnu en sæson i landets bedste række. Siden da er der kommet og gået spillere og trænere, der er spillet træningskampe og der er blevet knoklet for at blive klar til den nye sæson. Torsdag skydes den nye sæson i gang, når 1/8-finalen af Santander Cuppen skal afvikles. Skjern Håndbold er modstanderen, og drengene skal dermed forsøge at levere sæsonens første overraskelse.

Anders Thomsen er igen at finde på cheftrænerposten efter Claus Uhrenholts farvel. Han har sammen med den nye trup spillet fire træningskampe, hvor det er blevet til tre nederlag. Senest blev det til en sejr mod Skive fH. En ting er dog træningskampe, noget andet er betydningsfulde kampe. Her er der mere tænding på og viljen til at vinde er større i disse kampe, da man ikke afprøver forskellige formationer, hvilket har været tilfældet for LTH i træningskampene.

Sulten efter betydningsfulde håndboldkampe har også været stor hos folkene omkring LTH, som har knoklet for at blive klar til den nye sæson. Selvom alting ikke er hundrede procent klar endnu, så glæder vi os alligevel til at byde jer alle velkommen i Arena Vestjylland Forsikring torsdag aften.

Det er ikke kun på kontoret og træningsbanen, at man har oplevet sulten efter håndbolden. Det har også været tilfældet på billetsiden, hvor siddepladserne til torsdagens pokalkamp har været særdeles eftertragtet. Der er derfor få ledige pladser tilbage, og det tyder på, at der bliver tryk på fra første kamp!

Vi kan kun opfordre alle til at komme og give nye og gamle spillere en god start på sæsonen, så vi kan hjælpe med at levere pokaloverraskelsen mod det stjernespækket Skjern-mandskab!