FOTO: Christina Bundgaard Photography

Lørdag eftermiddag tørner LTH sammen med KIF Kolding i årets sidste kamp. LTH er ubesejret i de tre seneste hjemmekampe og den stime skal gerne fortsætte i lørdagens vigtige bundkamp.

Sidste gang vi var samlet i Arena Vestjylland Forsikring blev Skjern Håndbold sendt hjem med et nederlag på 27-24, og drengene sikrede sig deres anden sejr i sæsonen. Inden dagens kamp har LTH 7 point, mens gæsterne fra KIF Kolding har 8. Dette betyder, at Anders Thomsens tropper kan tage et skridt op af i tabellen med en sejr i eftermiddag.

Drengene er inde i en god stime på hjemmebane, hvor man ikke har tabt i de tre seneste kampe. I sidste uge blev det dog til et knebent nederlag på 31-30 til BSH på udebane. Indsatsen kunne man ikke sætte en finger på, og det var også meget uhledigt, at det ikke blev til point i den kamp.

Niveauet har været rigtig godt i de sidste mange kampe, hvilket må give drengene en god følelse omkring lørdagens duel. Det første indbyrdes møde i denne sæson endte uafgjort i Kolding efter et flot comeback af LTH’erne.

KIF Kolding har et rigtig stærkt mandskab, som på de bedste dage kan være med mod alle hold i Primo Tours Ligaen. Det har traditionsklubben for eksempel vist i kampene mod Ribe-Esbjerg og BSH, som begge har kastet point af sig. Det gælder derfor for LTH’erne om, at få dæmmet ned for de mange profiler, som KIF Kolding har. Her tænkes der blandt andet på en Andreas Flodman, Alexander Morsten og Mathias Thynell. Sidstnævnte er dog tvivlsom til dagens kamp, da han sad ude i den seneste kamp mod SønderjyskE grundet en skade.

Der er vigtige point på spil i bundstriden, hvor LTH med en sejr kan overhale KIF Kolding i tabellen. Vi får derfor brug for maksimal opbakning fra lægterne. Vi håber derfor I vil smide alle hæmninger og hjælpe drengene hen imod de to point!

Kampen fløjtes i gang klokken 14.10 i Arena Vestjylland Forsikring, og hvis man ikke kan overvære opgøret direkte i hallen, kan man følge den live på Tophåndbold eller TV2, som dækker årets sidste spillerunde i Primo Tours Ligaen. Hvis man blot ønsker at se LTH’s kamp, bliver hele opgøret sendt live på TV2 Play 2.

Op til kampen vil Jacob Østergaard overtage vores Instagram, hvor han vil vise jer, hvordan forberedelserne til en kampdag ser ud for ham.