FOTO: Christina Bundgaard Photography

Lørdag eftermiddag spilles sidste runde af nedrykningsspillet, og her venter der noget af et opgør, når Lemvig-Thyborøn tager imod KIF Kolding i Arena Vestjylland Forsikring.

Lørdag eftermiddag venter fjerde og sidste spillerunde af nedrykningsspillet, når LTH tager imod KIF Kolding. I de tre foregående runder er det blevet til nederlag for Uhrenholts tropper, men muligheden for at undgå sidstepladsen og de drabelige kampe mod Tønder er stadig tilstede, det kræver dog en sejr mod KIF Kolding lørdag eftermiddag.

KIF Kolding har vundet en af deres tre kampe i nedrykningsspillet, det var på udebane mod Mors-Thy, hvor Lars Rasmussens tropper dominerede fra start til slut og vandt en sikker sejr på 24-31. Derfor har traditionsklubben to point, mens LTH kun har det ene, som man fik med over grundet placeringen i grundspillet. Det betyder også, at det kun er en sejr, som vil sende LTH’erne væk fra sidstepladsen og over KIF Kolding. Der skal derfor andre boller på suppen i forhold til den seneste kamp mod Nordsjælland, hvor drengene aldrig rigtig kom op i omdrejninger.

Der er næsten udsolgt af siddepladser til lørdagens brag, og der venter en kulisse med masser af opbakning til begge mandskaber, og hvis ikke man kan sætte sig op til sådan en kamp, så har man ingenting at gøre i ligaen. Det bliver derfor med garanti to tændte mandskaber, som løber på banen lørdag, og der vil helt sikkert blive gået ekstra hårdt til stålet.

Det er sæsonens vigtigste kamp for LTH, da de med en sejr kan sikre sig endnu en sæson i ligaen, og man kan derfor begynde at planlægge næste sæson, da man ved lidt mere om, hvor man står økonomisk. Vi håber mange tager i Arena Vestjylland Forsikring for at støtte drengene i denne enormt vigtige kamp! Der er opvarmningsfest i multihallen fra klokken 13, hvor der vil være musik, fadøl og mulighed for dagens ret. Vi ses til en kæmpe håndboldfest – kampen fløjtes i gang klokken 15, og kan følges live på Tophåndbold.