FOTO: Christina Bundgaard Photography

Fredag aften er drengene tilbage i Arena Vestjylland Forsikring, når Århus Håndbold er modstanderen. Selvom det endnu en gang er en kamp, hvor favoritværdigheden er på modstandernes side, så er der stadig håb og tro på, at der ligger to point og venter.

Den seneste hjemmekamp mod Nordsjælland Håndbold blev tabt efter en knap så god indsats, og hvis man tager udgangspunkt i niveauet fra den kamp, så er LTH’erne ikke spået mange chancer i fredagens duel. Derimod er der også spillet en kamp sidenhen. Det var mod det klart bedste hold i Danmark i øjeblikket, Aalborg Håndbold, og her blev vestjyderne rent faktisk snydt for point.

Drengene leverede en sublim indsats, og var foran i store perioder i anden halvleg. Taktikken med at trække tempoet ud af kampen gav pote, og var næsten med til at sikre denne sæsons største overraskelse – point i Aalborg. Desværre var der to personer på banen, som ikke helt ønskede dette skulle ske. LTH’erne var i boldbesiddelse i det sidste angreb, hvor Mark Nikolajsen blev udsat for en hård tackling efter, at han allerede havde sat en mand, og var på vej ind over. Dommerne gav Aalborg-spilleren udvisning, og fejlagtigt dømte de frikast i stedet for straffekast. Det lykkedes ikke, at eksekvere frikastet, og derfor tabte Lemvig-Thyborøn med 28-27 til de forsvarende danske mestre.

Selvom skuffelsen var stor hos alle sammen lige efter kampen, så ændrer det ikke på, at det var en mandfolkeindsats, og sådan en er der brug for igen fredag aften, når Erik Vejes tropper fra Århus Håndbold kommer på besøg. Fredagens gæster har vundet tre kampe og tabt lige så mange indtil videre.

Holdets helt store profil, Nikolaj Læsø, har trukket en stor del af læsset, og han er helt sikkert en spiller, som LTH skal holde et ekstra vågent øje med i fredagens duel. Der er ingen tvivl om, at østjyderne er klare favoritter, og at det kræver noget ekstra, hvis der skal hentes point. Dog må Aalborg-kampen have givet en stor bunke selvtillid i truppen, mens den også har bevist, at når “de røde” spiller op til deres bedste, så kan de være med mod alle hold i Primo Tours Ligaen.

Det skal der bevises endnu en gang, når Per Olesen og Claus Gramm fløjter op til kamp klokken 19.30 i Arena Vestjylland Forsikring. Har du endnu ikke købt din billet til kampen – kan det gøres her!

Kan du ikke overvære kampen live i hallen, så kan du følge med på Tophåndbold eller vores Instagram-profil!

Op til fredagens kamp vil Jonas Langerhuus tage dig med bag kulisserne, når han overtager vores Instagram-profil. Følg os på Instagram her!