FOTO: Christina Bundgaard Photography

Lørdag eftermiddag spilles sidste runde i Herreligaens grundspil, og her er alle holdene i aktion på samme tid. Lemvig-Thyborøn tager imod Århus Håndbold på hjemmebane, hvor værterne har mest at kæmpe for.

Inden sidste runde af grundspillet er der hele tre hold, som har mulighed for at rykke direkte ned. I det felt ligger LTH sammen med TMS Ringsted og KIF Kolding. Point i lørdagens duel mod Århus Håndbold vil betyde, at vestjyderne er sikret overlevelse i første ombæring. Det vil derfor være ekstrem vigtigt, hvis Uhrenholts tropper kunne tage point fra århusianerne lørdag eftermiddag.

Skrækscenariet for LTH er, at man taber mod Århus, mens KIF Kolding tager point ude mod Aalborg og TMS Ringsted vinder på udebane over Skjern. Dette vil sende LTH i 1. division. Sandsynligheden for at KIF Kolding og TMS begge får point er ikke så stor, men så længe risikoen for nedrykning er tilstede vil drengene gøre sit bedste for at gøre arbejdet færdig.

Sidst da LTH mødte Århus, blev det til et stort nederlag, hvor vestjyderne hang bagefter igennem hele kampen. Der er derfor en revanche tilgode, når de to hold krydser klinger lørdag eftermiddag i Arena Vestjylland Forsikring.

Århus kan ikke nå at blive andet end nummer 7 uanset resultaterne lørdag eftermiddag. Erik Vejes tropper er derfor klar til slutspillet. LTH skal forsøge at vise, hvilket mandskab som har noget at kæmpe for, og det skal de ved at gå på banen med en masse fight og vilje. I den seneste kamp mod TMS Ringsted haltede angrebsspillet, mens forsvaret derimod stod fint. Niveauet i angrebet skal højnes, hvis  der skal gøres forhåbninger om at tage de vigtige point.

TV2 følger hele sidste spillerunde tæt. hvilket betyder, at du kan se lørdagens opgør direkte på TV2 Play. Der bliver derfor af denne grund ikke nogle opdateringer på Instagram.

Kampen fløjtes i  gang kl. 15.30 i Arena Vestjylland Forsikring, og vi håber igen på stor opbakning til drengene, så vi sammen kan tage nogle vigtige point i kampen om overlevelse.

KOM SÅ DE RØDE!