Onsdag aften tager Lemvig-Thyborøn Håndbold imod topholdet fra Aalborg Håndbold i Arena Vestjylland Forsikring. Der er ingen tvivl om, at det bliver en svær kamp, men drengene går på banen med troen om, at det kan lade sig gøre.

Lemvig-Thyborøn Håndbold er inde i et svært kampprogram, hvor det i de to seneste kampe er blevet til nederlag mod tophold som Bjerringbro-Silkeborg og TTH Holstebro. Onsdag aften gælder det så endnu et tophold, når Stefan Madsens tropper fra Aalborg Håndbold kommer på besøg i Arena Vestjylland Forsikring.

Aalborg Håndbold indtager i øjeblikket andenpladsen i Herre Håndbold Ligaen med 16 point og kun to nederlag. Nederlagene er kommet til de omkringliggende hold i form af BSV og GOG. Begge kampe er tabt på udebane og ikke på nordjydernes stærke hjemmebane, Jutlander Bank Arena. Lemvig-Thyborøn er ligesom Aalborg også stærkest på hjemmebane, så det er måske der, at vestjydernes lille mulighed ligger i aftenens kamp.

På Aalborgs holdkort finder man blandt andet landsholdsspileren, Henrik Møllgaard, og den tidligere LTH’er, Andreas Holst. Aalborg er som skrevet det tredje tophold i træk, som Lemvig-Thyborøn står overfor. I de to seneste kampe har der trods nederlagene været positive ting at spore, og det har blandt andet været en god indstilling, hvor drengene fortsatte med at kæmpe, selvom kampen stort set var tabt. Det er en indstilling, som man kun kan håbe på fortsætter i de resterende kampe i sæsonen.

Onsdagens kamp bliver transmiteret direkte på TV2 Sport, og vi håber derfor på, at mange mennesker finder vejen til Arena Vestjylland Forsikring for at støtte drengene, og samtidig danner en god kulisse.

Kampen fløjtes i gang klokken 18.30, og kan følges via www.tophaandbold.dk/livescore eller på TV2 Sport med optakt fra kl. 18!