FOTO: Christina Bundgaard Photography

Fredag aften drager drengene langt mod nord, hvor Frederikshavn venter i et vigtigt opgør for begge mandskaber.

I søndags spillede Lemvig-Thyborøn en meget intens topkamp mod TMS Ringsted foran over 1000 tilskuere i Arena Vestjylland Forsikring. Det var en kamp, hvor drengene spillede den bedste halvleg i sæsonen, da de vandt første halvleg med 18-11. Den gode første halvleg blev dog ikke efterfulgt af endnu en god halvleg, da LTH’erne måtte nøjes med et enkelt point efter en anden halvleg med mange udvisninger.

Fredag aften venter en ny modstander – nemlig Frederikshavn, som lige nu ligger til direkte nedrykning. Man skal dog ikke lade sig narre af deres placering, da nordjyderne kun har tabt en af deres seneste fire kampe, og de derfor er inde i en god periode. I sidste sæson måtte vi også nøjes med uafgjort, da vi var på besøg i idrætshallen i Frederikshavn, så vi ved, at det ikke er noget nemt sted og spille.

Selvom det ikke bliver en nem kamp, så har LTH hårdt brug for de to point, hvis de vil beholde deres placering i top-3. Med sidste uges uafgjorte resultat mod Ringsted er forspringet ned til Team Sydhavsøerne på 4. pladsen skrumpet ind til to point. En vigtig pointe er dog, at vi er bedre indbyrdes end holdet fra Lolland, så de skal have flere point end os, hvis de vil ende over os i tabellen. Men det skal ikke ændre på, at vi stadig ser Arne Damgaards tropper tage begge point fredag aften, så vi stadig kan holde lidt afstand ned til de nærmeste forfølgere.

Det er ikke kun LTH, som har hårdt brug for de to point. Som skrevet så ligger Frederikshavn under nedrykningsstregen, men de har kun et point op til HØJ på 11. pladsen, og frederikshavnerne kan derfor spille sig over nedrykningsstregen, hvis de får point fredag aften. Det er derfor med garanti et opsat Frederikshavn-mandskab og -publikum, som venter Lemvig-Thyborøn Håndbold fredag aften i det nordjyske.

Kampen fløjtes i gang kl. 19.30, og opgøret kan som altid følges live på www.tophåndbold.dk/livescore eller via vores Instagram-profil “@lemvigthyboron”.

Følg os på Instagram her