FOTO: Christina Bundgaard Photography

Onsdag aften skal Lemvig-Thyborøn på en svær opgave, når vestjyderne drager mod Midtjylland for at møde Bjerringbro-Silkeborg, som indtager en 5. plads i ligaen.

Fredagens vigtige sejr over Mors-Thy skal følges op med et nyt godt resultat, når Uhrenholts tropper onsdag aften går på banen i Jysk Arena i Silkeborg. Det kræver dog noget af en præstation, hvis det skal lykkes at drille det midtjyske mandskab. I det omvendte opgør var LTH chanceløse, og man endte med at tabe 24-31. BSV er sammen med SønderjyskE de hold i top-8, som lukker flest mål ind, og det giver en lille forhåbning om, at drengene måske kan spille lige op med Bredsdorffs tropper.

I BSV’ernes sidste kamp lykkedes det dem i sidste sekund at besejre ligaens nummer 2 fra Aalborg Håndbold, hvilket må siges at være et rigtig flot resultat. Bjerringbro-Silkeborg har kun to point op til TTH Holstebro på 3. pladsen, og to point vil også betyde, at BSV er sikre på en plads i slutspillet. Det er derfor uden tvivl et hjemmehold, som vil gå benhårdt efter sejren i onsdagens duel.

En sejr vil også lune gevaldigt i LTH-lejren, hvor man stadigvæk kæmper for at undgå den direkte nedrykning. Fredagens sejr over Mors-Thy hjalp dog gevaldigt på dette mål, men det er så tæt i bunden, at man ikke kan vide sig sikker før grundspillet er ovre. Derfor er alle point i den sidste del af grundspillet ultravigtige. BSV er som antydet store favoritter i onsdagens kamp, men LTH vil spille sin chance, og hvis holdet kan holde trit med det stjernespækkede mandskab, indtil kampen skal afgøres, så vil det lægge pres på hjemmeholdet.

Kampen fløjtes i gang kl. 18.30 i Jysk Arena, og hvis ikke man tager turen til det midtjyske, så kan opgøret følges på Tophåndbold og via vores Instagram-profil!

Følg os på Instagram her!