Jesper Holm er fra den kommende sæson ny assistenttræner i Lemvig-Thyborøn Håndbold, hvor han overtager posten fra Anders Thomsen, som er blevet forfremmet til cheftræner.

Efter Claus Uhrenholts opsigelse tilbage i starten af april stod det klart, at Anders Thomsen skulle overtage roret på cheftrænerposten fra den kommende sæson. Siden da har klubben været på udkig efter en ny assistenttræner, og her er valget faldet på den tidligere Skanderborg-, Randers- og Stord-træner, Jesper Holm. Trænerteamet til den kommende sæson er derfor nu på plads.

Rollen som assistenttræner er noget Jesper Holm ser frem til, da han igennem hele sin karriere kun har været cheftræner.

“Jeg glæder mig til at blive assistenttræner i Lemvig-Thyborøn, da det for det første er et rigtig spændende projekt, og derudover har jeg aldrig prøvet at have assistentrollen før. Faktisk troede jeg ikke på, at jeg skulle være håndboldtræner mere, og man kan derfor sige, at jeg er blevet taget med bukserne nede,” udtaler Jesper Holm.

Og fortsætter:

“Selvom assistentrollen er noget nyt for mig, så er jeg helt tryg ved den. Jeg er vant til at arbejde med unge spillere fra mine mange år i Skanderborg. Det er Anders, som skal holde det store overblik, mens jeg kan sidde og komme med idéer. Jeg vil også gerne være den, der samler de unge spillere op, da der kan komme nogle store klø og nedture, hvis vi stadig spiller i ligaen til næste sæson, hvilket jeg krydser fingre for.”

Til dagligt er Jesper Holm bosat i Skanderborg, hvor han også har en stilling som områdeleder hos inklusionsvirksomheden, Trancit. Der bliver derfor en del lange køreture til Lemvig, men det er ikke noget den kommende LTH-assistent frygter.

“Jeg kan bruge nogle af de mange køretimer på telefonsamtaler, og jobbet som assistent i LTH er fleksibelt for mit job, hvilket var en af hovedårsagerne til at jeg sagde ja til assistenttræner-tilbuddet,” fortæller den 45-årige håndboldtræner.

Cheftræner Anders Thomsen sætter ord på sin kommende makker.

”Jeg er rigtig glad for, at det er lykkes LTH at tilknytte Jesper Holm som assistenttræner for de kommende to sæsoner, og jeg ser frem til at få Jespers kompetencer med i arbejdet omkring holdet.”

”Fra mit standpunkt har det været vigtigt at tilknytte en person med en høj håndboldfaglig uddannelse, samt praktisk trænererfaring fra liganiveau, og på den måde søge et setup, som på de parametre ligner det, vi arbejder ud fra i dag.”

”Vores tilgang til arbejdet med spillerne vil helt sikkert have nuancer og forskellige fokusområder, men det er vigtigt, når man arbejder med unge mennesker, udviklingsprocesser og gruppedynamikker.” slutter Anders Thomsen

Selv om de to kommende trænerkolleger på nogle områder er forskellige, så er der også mange lighedspunkter de to imellem. De to trænere har tidligere ved flere lejligheder stået overfor hinanden i ligaen. Begge trænere har erfaringer med norske ligahold. Begge trænere har gennemgået EHF Master Coach uddannelsen. Sidste sæson mødte de hinanden i U18 ligaen med holdene Skanderborg og TTH Holstebro. Den duel vandt Jesper Holm og Skanderborg og rundede i øvrigt af med at vinde U18 DM.

Lemvig-Thyborøn Håndbold byder Jesper Holm hjertelig velkommen i klubben!