Torsdag aften var Lemvig-Thyborøn ude for sæsonens sværeste opgave hidtil, da de danske mestre ventede på hjemmebane. Man frygtede en lussing til det unge LTH-mandskab, men i stedet blev det en forholdsvis tæt affære, som først blev afgjort i de sidste ti minutter.

Efter fem minutters spil i kampen mellem Skjern Håndbold og Lemvig-Thyborøn var stillingen 5-1 til hjemmeholdet, og det så ud til at blive den kamp med kæmpe niveauforskel, som de fleste forventede. Claus Uhrenholts tropper ville det dog anderledes, og anført af to gange Jesper kæmpede drengene sig ind i kampen igen. Jesper Sørensen stod en glimrende kamp i LTH-målet, og i den anden ende kunne Jesper Kokholm reducere til 6-4 med sit tredje mål i træk.

Skjern scorede to mål, og der var igen fire mål op for LTH’erne. Claus Uhrenholt valgte her at bruge sin første timeout, og det fik rettet op på tingene. Lemvig-Thyborøn kom tilbage, og Rasmus Porup kunne med fem minutter tilbage af første halvleg reducere til 13-12, og det var også kun et enkelt mål, som skilte de to hold ad til pausen, hvor stillingen var 15-14 til hjemmeholdet.

Den tidligere Skjern-spiller, Jørgen Rasmussen, åbnede 2. halvleg med en scoring, og stillingen var helt lige – 15-15. LTH kæmpede hårdt for at hænge ved Skjern, men drengene var hele tiden 1-2 mål bagud. Hjemmeholdet trak fra med 10 minutter igen – her var stillingen 24-22. Marginalerne var på Skjerns side i de afgørende minutter, hvor returbolde og tvivlsomme dommerkendelser gik hjemmeholdets vej. Det endte derfor med et nederlag på 30-25 til de danske mestre. I minutterne efter kampen var det et skuffet LTH-mandskab, som sad i omklædningsrummet, men da tingene kom lidt på afstand gik det op for drengene, hvilken stor og flot indsats de lige havde leveret.

Trods nederlaget må kampen give drengene noget selvtillid frem mod næste kamp, som er søndag den 7. oktober i Arena Vestjylland Forsikring imod ligaens førerhold, GOG.

Slutresultat: 30-25 (15-14)

SKJERN-udvisninger: 2, LTH-udvisninger: 4

LTH-målscorere:
Jesper Kokholm 7 mål
Rasmus Porup 5 mål
Jørgen Rasmussen 4 mål
Mads Thymann 3 mål
Jonas Gade 3 mål
Mark Nikolajsen 2 mål
Anders Agger 1 mål