mandag 1/5 KL. 09.43
Landsholdspausen er nu ovre, og Lemvig-Thyborøn Håndbold skal onsdag igen i aktion i kvalifikationsspillet. Pausen har budt på en masse træning, så drengene er klar til at kæmpe for overlevelse i HTH Herreligaen. Dog har man måtte undvære Jorn Smits og Vilhelm Poulsen, som begge har været i aktion for henholdsvis det hollandske og færøske landshold, hvilket har budt på succesoplevelser for begge.
Både Jorn Smits og Vilhelm Poulsen kvalificerede sig nemlig til den kommende EM-slutrunde i Tyskland i 2024. Jorn og Holland mødte onsdag Belgien, hvor det blev til en sejr på 23-28, mens hollænderne søndag aften sikrede sig puljesejren foran Kroatien, da Grækenland blev besejret med 32-26. Dermed bookede de en plads til vinterens EM-slutrunde i Tyskland.
Vilhelm Poulsen og Færøerne mødte i onsdags Ukraine, hvor det blev til en sejr på 33-26, og trods et nederlag på 38-33 til Østrig i går aftes er den lille nation klar til sin første slutrunde nogensinde.
Der skal lyde et stort tillykke til Jorn og Vilhelm for de flotte præstationer.