onsdag 15/3 KL. 12.28
Lemvig-Thyborøn Håndbold har indgået en etårig aftale gældende fra sommeren med Emil Tellerup, som kommer til klubben fra Fredericia HK.
Fra sommer består målmandsduoen i Lemvig-Thyborøn Håndbold af Simon Egtved og Emil Tellerup. Sidstnævnte har skrevet en etårig aftale med ”de røde”, og kommer til klubben efter fem sæsoner i Fredericia HK. Tellerup glæder sig til at stifte bekendtskab med sin kommende klub.
”Jeg synes, at LTH er en spændende klub med en fantastisk hjemmebane, som jeg glæder mig enormt meget til at være en del af. Det er et sjovt sted at spille fordi der altid er en fantastisk stemning. Derudover synes jeg, at klubben har klaret det rigtig godt med de forudsætninger, som de har. Trods stor udskiftning på centrale positioner, har man formået at overleve i ligaen, hvilket jeg har stor respekt for,” lyder det fra den kommende LTH-keeper, som også nævner, at de sidste års resultater vidner om en god håndboldkultur og en god ledelse.
I denne sæson har Tellerup døjet med en brækket hånd, men fik i Fredericias seneste kamp mod Aalborg comeback og med fire redninger i træk og en redningsprocent på 50 %, havde han stor andel i sejren på et mål. Han er nu helt over sin skade, og har brugt skadesperioden til at holde formen ved lige.
”Jeg har noget rust, som jeg skal have banket af, men det kommer dag for dag. I og med, at jeg har haft den her håndskade, har jeg godt kunne cykle, løbe og springtræne. Derfor er jeg i virkelig god form, men jeg skal lige have pudset håndboldformen af, men det har jeg heldigvis et par måneder til før jeg starter i Lemvig-Thyborøn,” fortæller Tellerup.
Mange kender nok Emil Tellerup som en farverig og karismatisk person, når de ser ham på en håndboldbane, men udenfor de 40x20 meter går det lidt mere roligt for sig.
”Til dagligt er jeg ikke lige så overgearet, som når jeg står på mål i håndbold. Der er mange som bliver lidt skuffet, når de møder mig udenfor håndboldbanen, fordi der går det ikke lige så vildt for sig. Der er det meget stille og roligt. Jeg har en cand.merc. i historie, og kan godt lide at læse og bruge meget tid sammen med mine børn. Jeg har et meget stille og roligt liv, men når jeg dyrker sport, synes jeg, at det er nemmere at komme ud med alle sine følelser på en gang, så det har jeg altid gjort,” fortæller han.
Skal bidrage med erfaring til truppen
Hos Lemvig-Thyborøn Håndbold betyder det meget at få noget erfaring ind i truppen, og med en masse sæsoner i HTH Herreligaen, kan Emil netop bidrage med dette. Derfor vækker det stor glæde hos den sportslige ledelse, at det er lykkes at indgå en aftale med Tellerup.
”Emil er en dygtig og karismatisk målmand. Han har stået rigtig mange gode sæsoner i HTH Herreligaen. Vi er glade og stolte over, at han nu har valgt at fortsætte karrieren i Lemvig-Thyborøn Håndbold,” fortæller Lars Broe.
Og fortsætter:
”Tellerup er en erfaren herre som kommer til at bidrage med stor erfaring, spilforståelse og professionalisme i truppen. Samtidig har han vidst de sidste mange år, at han har evnerne til at afgøre kampene. Han bliver sammen med Simon en vigtig brik i vores forsvar, som vi forventer kan løftes til et endnu højere niveau i den kommende sæson. Desuden ved vi, at Tellerup har en udstråling og vilje til at vinde, som passer perfekt med det DNA vi gerne vil dyrke i LTH.”
Lemvig-Thyborøn Håndbold glæder sig til at byde Emil velkommen i klubben, og se ham udfolde sig i LTH-trøjen.