TILBAGE FREM

Ny hjemmeside til LTH

mandag 8/5 KL. 13.46

Der er igennem en længere periode arbejdet på en ny hjemmeside med et opdateret visuelt look, og det er derfor med stor glæde, at vi i dag kan præsentere det færdige resultat for vores fans, sponsorer og andre interessenter.

”Vi skal hele tiden forbedre vores samlede produkt, så vi fortsat er attraktive overfor vores gode sponsorer i netværket. I tillæg er det vigtigt at få brandet vores spillere yderligere, samt sørge for at helhedsoplevelsen for de besøgende er i top. Med den nye hjemmeside føler vi, at vi på ny tager et step opad i forhold til at gøre os mere attraktive,” lyder det fra direktør i Lemvig-Thyborøn Håndbold, Søren Pedersen.

Hjemmesiden er udviklet og designet i samarbejde med Vestjysk Marketing Holstebro, som er superpartner i LTH. Samarbejdet mellem LTH og Vestjysk Marketing har stået på i lang tid, og direktør i Vestjysk Marketing Holstebro, Flemming Dalby, sætter stor pris på samarbejdet.

”Vi har haft et samarbejde igennem flere år, og det er kun blevet bedre og dybere med tiden. Vi har altid nogle spændende møder, og det skaber forretning for os begge. Håndbolden er en del af eventkulturen, og sponsorernes opbakning er livsnødvendig, og det tror jeg, at Søren og LTH, har set, at vi har forståelsen for,” fortæller Flemming Dalby.

Det er ikke ”kun” blevet til en ny hjemmeside, men også de væghængte LED-reklamer i Arena Vestjylland Forsikring er levereret af Vestjysk Marketing, hvilket også har været med til at give vores sponsorer endnu mere synlighed.

Vestjysk Marketing er ikke den eneste i LTH’s sponsornetværk, som har haft en finger med i spillet omkring den nye hjemmeside. Igennem konsulentydelser fra Iospect fik klubben midler til hjemmesiden via SMV-ansøgninger. Det har sidenhen ført til et godt samarbejde mellem Vestjysk Marketing og Iospect, hvilket er et bevis på, at der skabes gode relationer i vores sponsornetværk.

Billetsystem kobles på

Til den kommende sæson kobles et helt nyt billetsystem på den nye hjemmeside. Systemet er også udviklet af Vestjysk Marketing, og LTH bliver den første klub, som får dette system.

Billetsystemet skal give sponsorerne et bedre overblik over deres billetter og sæsonkort. Det skal også give LTH bedre muligheder for at få fyldt Arena Vestjylland Forsikring hver gang. Det er ingen hemmelighed, at man ikke har mange siddepladser at råde over, og da sæsonkortholdere fylder over 90 procent af siddepladserne til hver kamp, er der ikke mange at sælge af fra gang til gang.

Derfor kan sæsonkortholdere og sponsorer frigive deres pladser i systemet, når de ikke skal bruge dem, hvilket giver LTH muligheden for at sælge pladserne videre til andre.

Velkommen til vores nye hjemmeside – kig dig omkring!