onsdag 3/5 KL. 09.56
FOTO: christinabundgaardphotography.com
LTH var på jagt efter de første point i nedrykningsspillet, da holdet onsdag aften gæstede Gråkjær Arena. Det blev en tæt affære, men TTH Holstebro havde marginalerne på sin side, og vandt kampen med 25-23.
Lemvig-Thyborøn kom lidt skidt fra start, og var bagud 5-2 efter 10 minutter. LTH'erne kæmpede med at finde vej til netmaskerne, og derfor bevarede TTH Holstebro forspringet indtil pausen, hvor stillingen var 14-11.
Fra anden halvlegs start havde Lemvig-Thyborøn fået stabiliseret forsvaret endnu mere, og derfor fik man flere redninger og fremprovokeret flere fejl fra hjemmeholdet. Derfor kunne Mats Gordon Krog udligne til 16-16 efter 40 minutter.
Dennis Bo Jensens tropper kæmpede dog stadigvæk med at få boldene over stregen, og derfor scorede man kun et mål mere i de efterfølgende 12 minutter. "De røde" forsøgte sig med 7-mod-6 og forskellige angrebskonstellationer.
TTH Holstebro havde dog også svært ved at få kæmpet sig igennem en solid LTH-defensiv. Dog var hjemmeholdet foran med 21-18 med syv minutter tilbage af kampen.
LTH kom på minus en ved 21-20, 23-22 og 24-23. Desværre kunne TTH Holstebro juble over en sejr på 25-23, da der var spillet 60 minutter.
Nederlaget betyder, at LTH er afhængige af Nordsjællands kamp mod Mors-Thy på søndag, mens man samtidig skal ud og have to sejre, hvis man skal komme væk fra sidstepladsen i puljen, som giver playoff-kampe mod et hold fra 1. division.
Tusind tak til de fremmødte fans, som skabte en god stemning.
Næste opgave for LTH er på søndag hjemme mod SønderjyskE.
Slutresultat: 25-23 (14-11)
TTH-udvisninger: 1, LTH-udvisninger: 3
LTH-målscorere:
Mats Gordon Krog 6 mål
Jeppe Gade 5 mål
Jorn Smits 4 mål
Jesper Kokholm 2 mål
Mathias Porsholdt 2 mål
Rasmus Porup 2 mål
Fredrik Clementsen 1 mål
Christian Holm 1 mål