torsdag 3/8 KL. 21.23
LTH'erne har siden mandag været samlet i Vrå, hvor holdet har været på træningslejr. Torsdag aften var der blevet plads til en træningskamp mod 1. divisionsmandskabet Elitesport Vendsyssel.
I en brandvarm hal 1 i Idrætscenter Vendsyssel indledte LTH'erne sæsonens første træningskamp, hvor man i starten lige skulle finde hinanden, og derfor skulle der gå 4 minutter før, at LTH fik hul på bylden, og 7 minutter senere var drengene foran 7-0. Vendsyssel havde svært ved at få bolden forbi Emil Tellerup som startede i LTH-buret.
Dennis Bo Jensens tropper var foran med 19-10 ved pausen, og sejren blev kørt sikkert hjem i anden halvleg. Vestjyderne sejrede med 34-25 i sæsonens første træningskamp, hvor der var spilletid til alle de spillere, som var kampklare. Tellerup og Simon fik en halvleg hver, mens der blev skiftet på fløjene hvert kvarter.
LTH'erne var uden Jeppe Gade, Emil Jensen, Lasse Pedersen og Nicolai Pugholm som alle sad ude med mindre skavanker. Så selvom der var masser af spilletid til alle, så er det klart, at med tre bagspillere ude efterlader det en masse spilletid til de andre bagspillere i truppen.
Slutresultat: 34-25 (19-10)
LTH-målscorere:
Vilhelm Poulsen 8 mål
Emil Jessen 4 mål
Tobias Bay 4 mål
Christian Holm 4 mål
Fredrik Clementsen 3 mål
Jens Kvist 3 mål
Mats Gordon 2 mål
Jon Katballe 2 mål
Tobias Myssing 2 mål
Jorn Smits 2 mål
Emil Jessen: Nemt hold at komme ind på
En af de spillere som fik en masse spilletid i dagens træningskamp var Emil Jessen, som fik sin uofficielle debut for LTH. Han syntes, at sæsonens første træningskamp viste flere lovende takter.
"Set i bakspejlet at det her var vores første træningskamp, så gik det overraskende godt. Vi kom ud med en god koncentration, og kommer foran 7-0 takket være en god defensiv. Vi lykkes også rigtig fint med det angrebsspil, som vi har arbejdet med her hen over ugen. Vi falder dog lidt i intensitet i starten af anden halvleg, men jeg synes overordnet set, at vi spiller en rigtig god træningskamp," lyder det fra Emil Jessen.
Jessen kom til LTH i sommers fra et lejeophold i BSH uden den store mængde spilletid. Netop spilletid fik bagspilleren masser af i dag, og det var noget som passede Emil Jessen.
"Jeg synes selvfølgelig, at det er dejligt med en masse spilletid, men også lidt ærgerligt, når det er på bekostning af skadede spillere, men dejligt med spilletid, hvilket var grunden til, at jeg kom til Lemvig-Thyborøn. Derudover synes jeg, at det er fedt, at vi lykkes med at få nogle af de ting, som vi har arbejdet med på træningsbanen med i kampe," fortæller LTH'eren.
Som skrevet har drengene været samlet i Vrå siden mandag, hvor holdet har været på træningslejr. Fredag går turen hjem igen, og det har været en rigtig god uge ifølge Emil Jessen.
"Det har været en rigtig god uge, hvor der selvfølgelig har været fokus på en masse haltræning, en masse taktisk og så har vi også forberedt os på sæsonstarten i september. Så har der selvfølgelig også været plads til en masse socialt, hvor vi har hygget os og lært hinanden bedre at kende," udtaler LTH's nummer 25.
Og fortsætter:
"Truppen har taget sindssygt godt imod mig. Der er en mega god stemning på holdet og staben, så det har været en rigtig let overgang, og det har været super spændende at møde mine nye holdkammerater, og de har taget rigtig godt imod mig."
Næste træningskamp for Emil Jessen og resten af LTH-mandskabet er på tirsdag, hvor Fredericia HK venter på udebane.
Emil Jessen er sponseret af: