tirsdag 28/3 KL. 09.33
21-årige Lasse Pedersen skifter fra sommer svenske Sävehof ud med Lemvig-Thyborøn Håndbold, hvor han er blevet udstyret med en 2-årig kontrakt.
Den danske U21-landsholdsspiller, Lasse Pedersen, er fra sommeren ny mand i Lemvig-Thyborøn. Inden denne sæson skiftede han fra GOG til den svenske topklub Sävehof. Til sommer vender den knap 2 meter høje venstre back hjem til Danmark, hvor han skal tørne ud for ”De Røde”.
”Jeg har været i kontakt med LTH en del gange nu, og jeg har altid syntes, at klubben var utrolig interessant. Selve kulturen i klubben med fightervilje og set-uppet med trænerteamet, lyder utrolig tiltalende. Jeg kan godt lide måden, som holdet spiller på, så jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af holdet,” lyder det fra Lasse Pedersen.
Som Lasse selv siger, har der været en flirt mellem de to parter igennem længere tid, og at det nu er lykkes at nå til enighed vækker stor glæde hos sportschefen.
”Aftalen med Lasse er beviset på at vedholdenhed betaler sig, vores første dialog går næsten 18 måneder tilbage og dengang lykkedes det ikke at få en underskrift, så derfor er det naturligvis en stor glæde, at det nu endelig er på plads,” fortæller Lars Broe.
Lasse Pedersen er født og opvokset på Vestfyn, og har fået sin håndboldopdragelse i GOG, hvor han kom til klubben som U12-spiller. Bortset fra et enkelt år på Dejbjerglund Efterskole, har han spillet i GOG indtil sidste sæson, hvor han efterfølgende skiftede til svensk håndbold.
”Jeg glæder mig til at komme hjem til dansk håndbold. Jeg har savnet at spille i den danske liga, og så føler jeg, at jeg har fået en masse erfaring, som jeg kan tage med. Jeg er sulten, og er helt vild klar til at give den gas i Arena Vestjylland Forsikring, og glæder mig til at opleve stemningen,” udtaler den kommende LTH’er.
Lasse Pedersen er en del af det danske U21-landshold, og repræsenterede også det danske U19-landshold til EM i Kroatien i 2021. Det er derfor en yderst talentfuld spiller, som LTH har hentet til klubben.
”Lasse er en utrolig spændende spiller, som har et stort talent, hvilket hans CV på Ulandsholdene og på klubhold vidner klart omkring. Lasse har alle forudsætninger for at blive en top spiller, da han har en god fysik og kan begå sig i midterforsvaret defensivt, mens han angrebsmæssigt har et godt skud fra distancen, men også kan vinde duellerne,” siger sportschef, Lars Broe.
Og fortsætter:
”Vi glæder os og er stolte af kunne tiltrække, en af de største talenter til LTH og ser frem til at være med til at udvikle Lasse de kommende år og tror på at samarbejdet kommer til at være til gavn for begge parter.”
Netop udvikling er noget af det, som Lasse Pedersen håber på at få ud af sit ophold i Lemvig-Thyborøn Håndbold.
”Jeg håber på at få en masse ud af det her skifte. Jeg føler, at det er det rigtige skridt i min karriere. Jeg ved, at Dennis og resten af trænerteamet er dygtige. Jeg håber på at forbedre mig spillemæssigt, men også fysisk, hvor man altid kan lægge lag på,” slutter bagspilleren.
Lemvig-Thyborøn Håndbold glæder sig til at byde Lasse hjertelig velkommen i klubben. Lasse får Lisby Wind Power som personlig sponsor.