lørdag 11/2 KL. 12.12
FOTO: christinabundgaardphotography.dk
Simon Egtved kom til klubben i sommers, og allerede her syv måneder senere har keeperen sat sin signatur på en kontrakt til sommeren 2026.
Da Simon Egtved blev hentet til Lemvig-Thyborøn Håndbold, var han for mange et ubeskrevet blad, men har fra dag et imponeret alle i og omkring klubben. Derfor vækker det stor glæde hos LTH, at det i dag er lykkedes, at forlænge kontrakten, som i forvejen løb til 2024, til sommeren 2026.
”Da vi hentede Simon, vidste vi, at der var noget potentiale som var uforløst, men med den udvikling han har haft på ganske kort tid, så er det naturligt at vi allerede nu forlænger hans aftale. Han er stadig ung og har nogle rigtig gode fysiske forudsætninger for at blive en dygtig ligamålmand i mange år. Det bliver meget spændende at se ham udfolde sig yderligere i klubben. Han er jo allerede på kort tid blevet en fanfavorit og giver utroligt meget til holdet og tilskuere i form af vilje og gejst,” lyder det fra direktør i LTH, Søren Pedersen.
Hovedpersonen selv har ikke været i tvivl om hvorvidt han skulle sætte sin underskrift på en kontraktforlængelse med ”de røde”.
”Jeg føler mig rigtig godt tilpas i Lemvig-Thyborøn Håndbold. Det gælder både trænerteamet, ledelsen og selvfølgelig alle fansene, som har været med til at tage godt imod mig. Derudover kan jeg mærke, at det er det rigtige sted for mig og min udvikling. Jeg har udviklet mig meget bare i løbet af denne sæson,” fortæller Simon Egtved.
Det er ikke kun på banen, at Simon har imponeret siden sin ankomst til klubben, men også som person er han en god personlighed at have på holdet.
”Simon har været et meget positivt bekendtskab på alle fronter. Han er en god, solid ung mand med benene helt nede på jorden. Vi har set på banen hvad han kan og de præstationer er ikke noget kom kommer af sig selv. Han er utroligt træningsivrig og læringsparat og derfor var vi heller ikke et sekund i tvivl om, at en forlængelse med Simon var af høj prioritet. Vi er glade for aftalen og specielt glade for, at han nu er i Lemvig-Thyborøn Håndbold til 2026,” siger Søren Pedersen.
Da Simon kom til Lemvig-Thyborøn Håndbold, havde han endnu ikke spillet i den danske liga, men den udfordring har han taget op, og det overrasker ham lidt, at det er gået så hurtigt, som det er.
”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg godt kunne være med i den danske liga, men jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle gå ind fra dag et, og gøre det så godt, som jeg har gjort. Jeg havde håbet på, at det skulle komme længere henne i fremtiden, så det er jo helt vild dejligt, at det er gået så stærkt,” fortæller LTH-keeperen, som også ved, hvor han skal lægge sit fokus i den kommende tid.
”Jeg forventer at lægge yderligere lag på mit spil, men jeg har faktisk mere fokus på at hæve mit bundniveau frem for mit topniveau, så der kommer endnu mere stabilitet ind.”
Lemvig-Thyborøn Håndbold er glade for forlængelsen med Simon, som passer perfekt med, at han ved siden af håndbolden er startet i tømrerlære hos vores gode samarbejdspartner SHS Byg.