Onsdag aften var spillere, trænere og bestyrelse samlet hos vores gode samarbejdspartner, Restaurant Luna. Her blev de forkælet med lækker mad, mens man tog afsked med de, som forlader klubben efter denne sæson. En af de spillere, som forlader klubben er Jonas Gade, som igennem mange år har haft netop Restaurant Luna som personlig sponsor. Restauranten havde derfor en ekstra gave til Jonas, som de har været glade for at følge i de seneste sæsoner. Der blev også sagt tak til cheftræner, Claus Uhrenholt, som forlader klubben efter denne sæson.

Truppen og bestyrelsen hyggede sig gevaldigt i de flotte lokaler. Selvom det var et afslutningsarrangement så fortsætter holdet med træningen indtil juni, hvor de så går på 3 ugers velfortjent ferie.