Også denne gang er det som jeg oplevede og husker besøgene! Andre kan sikkert huske andre detaljer!

Sommeren 1974 fik vi igen muligheden for at komme på håndboldtur til Tjekkoslovakiet. Denne gang til klubben Tatra Kopřivnice. Tatra er en bilfabrik, som især producerede lastbiler, men også personbiler. Vi overnattede på hotel i Dresden i det gamle Østtyskland. Her kom arrangementslederen fra Tatra og overnattede sammen med os. Ari hed han og han var en yderst venlig mand, som talte perfekt tysk.

Da vi dagen efter skulle passere grænsen til Tjekkoslovakiet ved Zinwald var der en flere kilometer kø af lastbiler, som skulle kontrolleres ved grænsen og en næsten lige så lang kø af personbiler. Henning Nielsens bus – med Busser som chauffør – skulle i personbilkøen og vi kunne regne med flere timers ventetid. Ari spurgte om vi havde nogle klubemblemer eller anden souvenir fra Vesteuropa. Der blev samlet lidt sammen, værdi højst 20 kr. Ari gik frem til toldstationen og kom straks tilbage med 3 til 4 toldere og i løbet af kort tid var hele bussen undersøgt, diverse papirer kontrolleret og vi kunne køre uden om den lange kø og ind i Tjekkoslovakiet. Vi vidste ikke rigtig om vi skulle grine eller græde!!

Vi var der ca. 14. dage i juli og havde samme betingelser som i Nachod i 1970. 14 dejlige dage med mange gode oplevelser. Igen oplevede vi samme venlighed som 4 år tidligere. 

Hen på efteråret var der naturligvis genvisit. Vi var netop i foråret rykket op i 1. division, bedste håndboldrække i Danmark.

Spillerne fra Tatra kom til København og overnattede sammen med spillerne fra NNFH og skulle så køre sammen med os til Lemvig. Her blev de indkvarteret forskellige steder, typisk 5 spillere og en leder fra det kommunistiske part. Allerede om aftenen i København, var der 2 spillere, som rev deres visumpapirer i stykker, smed dem i skraldespanden og fortalte, at de ville `hoppe af` i Danmark. Den ene af spillerne fortrød, da det blev alvor, men den anden, tjekkoslovakernes bedste målmand, Brabec hed han, var fast besluttet på at hoppe af og derefter opsøge noget familie i Vesttyskland! Også denne gang var Tjekkoslovakiske Renate, gift med tandlæge Kjærgaard, involveret i hele arrangementet. Derfor var hun også inviteret til festaften en fredag under opholdet. Det foregik i 2. sals højde på det gamle vaskeri på Vangevej i Lemvig. Efter en bedre middag var der dans og en del larm. Ib Noe og undertegnede havde ikke nogen boende (jeg var i fuld gang med at renovere en landbrugsejendom i Fabjerg og havde ikke plads til 5/6 personer). Derfor satte vi os sammen med Brabec og Renate (vi ville være sikre på at alt blev oversat korrekt og Brabec var ikke stærk i andet end tjekkoslovakisk og russisk). Brabec var fast besluttet på at ville `hoppe af` og så syntes vi, det var vores pligt at hjælpe ham! (Vi havde hørt om mange afhoppersager i forbindelse med OL, VM og andre sportsarrangementer). 

De kommunistiske ledere havde imidlertid lugtet lunten og havde sat skiftende vagter ved hovedtrappen, for at kontrollere al udgang! Ib og jeg stillede vore ure, så aftalte tid for afhopning klappede. Få minutter i kl. 23.00 gik jeg sammen med Brabec ud i køkkenet for at drikke en kop kaffe. Flere af klubbens dejlige piger bød lederne fra Tatra, især dem fra kommunistpartiet, som havde stenansigter og var klædt i tunge grå jakkesæt, op til dans. Præcis kl. 23 gik Ib forbi kontrollen og ned af hovedtrappen. Samtidig gik jeg sammen med Brabec ned af brandtrappen fra køkkenet. Den var delvis skjult af et gardin og kommunistlederne havde intet kendskab til den. Vi løb gennem et par haver og over et par hække. Da vi kom ud på vejen var Ib der med bilen og vi kørte en synlig nervøs Brabec ud til Fusers bolig på Sandholmvej. Først da Brabec havde fået sin bagage og vi kørte mod Nyborgvej i Fabjerg, Susannes og min lille ejendom, slappede han af og standsede sin kæderygning! Her fik vi ham anbragt på en sofa i stuen, fortalte ham, at han var i sikkerhed, Ib og jeg kørte tilbage til Vangevej, gik op ad hovedtrappen, forbi vagterne og deltog så i de videre festligheder, ikke så lidt stolte over at missionen var lykkedes!!

Næsts dag skulle vi alle spise morgenmad på Borgen, kantinen på seminariet i Nr. Nissum. Men da var Fanden løs. Lederne havde fundet ud af, at Brabec var forsvundet og havde kontaktet den tjekkoslovakiske ambassade i København og meldt 1 person savnet/hoppet af. En af vore spillere, stadig med en rest af gårsdagens alkohol i blodet, sagde, at han godt vidste hvor Brabec var, men ville ikke sige noget. Og selvfølgelig vidste lederne, at vi havde en finger med i spillet. 

De påstod, at Brabec var hoppet af p.g.a. familiemæssige problemer og ikke politiske og at de, hvis de kunne få lov til at tale med ham, kunne overbevise ham om at det var tåbeligt at hoppe af.

Det påvirkede os meget, at Ari – det flinke og pæne menneske – græd, som om han havde fået pisk. Forklaringen var, at han gennem mange år havde haft en ledende stilling på bilfabrikken, bl.a. som opkøber af metal i Vesteuropa, havde haft næsen lidt for langt fremme under det tjekkoslovakiske forår i 1968 med præsident Dubcek, der ville kommunisme `med et menneskeligt ansigt`. Der var Ari uheldigvis blevet filmet, og derfor degraderet til almindelig arbejder. Via sin dygtighed og sine `rigtige svar` på kommunistiske spørgsmål, havde han arbejdet sig op til igen at være indkøber og med mulighed for at komme med håndboldholdet til Vesteuropa. Det kan være svært for os at forstå, hvor stort det var. Vi kunne altid få et visum til Østeuropa, men omvendt var kun i meget sjældne tilfælde en mulighed!!!

Men nu havde vi sagt til Brabec, at han var i sikkerhed. Så hvis han fastholdt at ville hoppe af og blive afleveret til fremmedpolitiet om mandagen, ja, så måtte det være sådan. Men lederne kunne godt få lov til at tale med Brabec, men så skulle det være på `neutral` grund. Det skulle så foregå hos Finn Noe på Ringvejen i Nr. Nissum og Renate Kjærgaard skulle medvirke. En blev sendt til Lemvig, for at hente Renate og en til Fabjerg efter Brabec. Øvrige danskere tog til Niels Kvists hus på Gudumvej! På et tidspunkt finder jeg ud af, at der ingen er hos Finn Noe og jeg bliver lidt urolig. Ringer derfor hjem til min egen telefon i Fabjerg og det er en tjekkoslovak, der tager telefonen, og det er ikke Brabec. Mig i bilen og hjem til Nyborgvej 13. I stuen sidder Brabec, Ari og 3 fra kommunistpartiet. De ser tipsfodbold fra England. Ari forklarede, at Renate, der var sygeplejerske på sygehuset i Lemvig og var på vagt, ikke havde tid til diverse omveje og var kørt direkte til Fabjerg og her var altså også 4 andre tjekkoslovaker. Senere fik jeg at vide at Ari og de tre kommunister havde fået bind for øjnene, så de ikke kunne genkende vejen, hvis Brabec ville fastholde sit afhop!

De havde imidlertid fået overbevist Brabec om, at det var bedst, han tog med dem tilbage til Tjekkoslovakiet. Det blev aftalt, at lederne havde troet Brabec var hoppet af, men at han blot var taget med en dansk pige hjem, ambassaden blev orienteret og det hele endte lykkeligt. Brabec fik sit arbejde på bilfabrikken. Ari blev ikke degraderet og var oven i købet med kone og 2 døtre på ferie i Danmark året efter! Og det var altså 15 år før murens fald!

Men det var dramatiske timer, med både gråd, diskussioner, ophidsede argumenter men også med en  – trods alt – glædelig afslutning og først og fremmest en glad Brabec og en glad Ari!!