Efter en kamp med flere gode og dårlige perioder endte Lemvig-Thyborøn Håndbold med at trække det længste strå, og vinde 26-30(13-14) i dagens kamp ude imod Team Sydhavsøerne.

Inden LTH-drengene kunne gå på banen og forsøge at overvinde dagens modstander Team Sydhavsøerne, skulle en 5 timers lang bustur lige overstås. Sådan en tur kan ofte svække selv de bedste hold, og give dem en sløj start på kampen. Men LTH lignede langt fra et mandskab, som havde den lange rejse gemt i benene, da kampen blev fløjtet i gang klokken 15:00 i Maribo-hallerne.

Efter 10 minutters spil var det nemlig lykkedes vestjyderne at bringe sig foran 3-6, og dermed var det altså LTH, som satte sig på opgøret til at begynde med. Drengene fortsatte det høje tempo et stykke tid endnu, og efter 23 minutter kunne Mads Thymann bringe gæsterne foran med 8-13. I en periode hvor det var lykkedes Søren Nørgård at nette 4 gange bag Sydhavsøernes målmand Jonas Hansen. Desværre lykkedes det dog hjemmeholdet at sætte en stopper for vestjydernes velsmurte angreb, samtidige med at Martin Vilstrup trådte i karakter for TSØ. Stillingen i halvlegen var derfor ”kun” 13-14 til Lemvig-Thyborøn.

Efter pausen skiftede momentum dog endnu engang over på LTH`s side. Målmand Jesper Sørensen viste i den grad sit værd og pillede pynten af de skarpe skytter fra hjemmeholdet. Med de gode redninger i mål, lykkedes det også LTH at få kontraen op at køre igen. Med et kvarter igen kunne spillerne derfor kigge op på tavlen og konstatere, at udeholdet endnu engang havde bragt sig foran med en håndfuld mål. Stillingen efter 45 minutter var nemlig 17-22 til LTH. Dette fik også TSØ-træner Johan Zanotti til at smide det grønne timeout kort. Men lige lidt hjalp det, de vestjyske drenge fortsatte derudad et godt stykke tid endnu. Det lykkedes dog hjemmeholdet med 8 minutter igen at reducere til 23-26 og 24-27, efter en periode hvor LTH måtte spille i undertal grundet to-minutters udvisning til Rasmus Porup. Men med to hurtigere scoringer fra Jonas Gade og Søren Nørgård lykkedes det LTH, at fjerne den sidste tvivl omkring hvilket hold, der skulle løbe afsted med sejren. Det skulle LTH nemlig, og efter 60 minutters spil kunne ”de røde” række armene i vejret og juble over slutresultatet 26-30. Topscoreren i kampen blev hjemmeholdets Martin Vilstrup med 8 mål, mens den mest målfarlige for LTH endnu engang blev vores livsvigtige venstrefløj Søren Nørgård, der nettede 7 gange.

På en dag hvor både Randers, HEI-Skæring og TMS Ringsted vandt deres respektive opgør, var det meget afgørende at LTH også formåede at bringe to point med hjem til samlingen. Dermed cementerede Lemvig-Thyborøn Håndbold deres plads i toppen af 1.divison, hvor LTH med 9 point efter 6 kampe er placeret alene på tredjepladsen, kun ét point efter HEI og Ringsted på 1.pladsen.

Målscorere LTH:
Søren Nørgård – 7, Jonas Gade – 6, Rasmus Porup – 5, Jonathan Sørensen, Mads Thymann, Torben Sørensen – 3, Mark Nicolajsen – 2, Mathias Porsholdt – 1.

Næste gang LTH skal i aktion er allerede fredag aften, hvor vi spiller hjemmekamp i Arena Vestjylland Forsikring. Her møder drengene formsvage Otterup, som i den grad har fået en mareridtsstart på denne sæson. Det er nemlig ikke lykkedes dem at skrabe et eneste point sammen endnu.