FOTO: Christina Bundgaard Photography

Efter to kampe uden sejre fik Lemvig-Thyborøn endelig en sejr, da Frederikshavn var på besøg i Thyborøn Fritidscenter fredag aften.

Inden kampen var der blevet snakket meget om, at Lemvig-Thyborøn havde lukket for mange mål ind på det seneste, og det var en af de ting, som der skulle laves om på til aftenens opgør. Dette var tydeligt fra kampens start, hvor et aggressivt LTH-forsvar fik samarbejdet fint med målmanden. Dette gode samarbejde resulterede i en føring på 6-4 efter de første 10 minutter.

Dog havde Frederikshavn heller ikke svært ved at finde vej til netmaskerne, og efter 26 minutter var stillingen helt lige – 14-14, men det lykkedes dog for LTH’erne at få skabt et lille hul, da haluret signalerede, at der var pause. LTH’erne kunne nemlig gå til pause foran 18-15. Det var en første halvleg, hvor de fleste bød ind angrebsmæssigt – især Jonas Gade og fløjene bidrog til mange af scoringerne.

Fra anden halvlegs start var LTH’erne ikke helt klar, og frederikshavnerne var tæt på at skabe kontakt, da gæsternes stregspiller, Eigil Feddersen, reducerede til 19-18. Herfra begyndte Jesper Sørensen at tage fra i LTH-buret, og i den anden ende fandt især Søren Nørgård og Jesper Kokholm vej til netmaskerne. Efter 45 minutters spil var hjemmeholdet i front med 26-22.

Det sidste kvarter blev ikke rigtig spændende, og Lemvig-Thyborøn kunne derfor køre en sikker sejr på 33-26 hjem. Det var en tiltrængt sejr efter to nederlag i streg. Sejren sender pt. LTH op på en 4. plads i rækken, dog har holdene omkring dem spillet en kamp mindre. Næste opgave for LTH er ude mod Skive fredag aften, og det bliver en meget svær opgave, men kampen er utrolig vigtig for holdet, så derfor arrangeres der bustur til denne kamp. Læs mere om turen og tilmeld dig her.

Dagens kamp blev spillet i Thyborøn Fritidscenter, og her blev der skabt en fin kulisse om kampen, hvor mange mennesker var mødt op for at støtte hele kommunens hold. Tusind tak for opbakningen – det var en fornøjelse.

Slutresultat: 33-27 (18-15)

LTH-udvisninger: 4, FFI-udvisninger: 5

LTH-målscorere:
Søren Nørgård 9 mål
Jonas Gade 6 mål
Jesper Kokholm 6 mål
Mathias Porsholdt 4 mål
Mark Nikolajsen 3 mål
Mads Thymann 2 mål
Jonathan Sørensen 2 mål
Rasmus Porup 1 mål