FOTO: Christina Bundgaard Photography

Søndag eftermiddag løber Lemvig-Thyborøn Håndbold på banen i Arena Vestjylland Forsikring til tredje runde i 1. division, når holdet møder liganedrykkerne fra Randers HH.

Efter sidste uges skuffende resultat i hjemmebanepremieren mod Ajax København skal LTH’erne forsøge at rejse sig, når oprykningskandidaterne fra Randers HH kommer på besøg. Det knap så prangende spil skal væk, og så skal der bankes nogle flere mål ind.

Søndagens gæster har i de to første kampe levet godt op til de forventninger, som mange har til dem. De har nemlig vundet stort over Ajax og Frederikshavn i deres to første kampe, og derfor indtager de også rækkens førsteplads.

Randers har mistet mange spillere efter nedrykningen fra ligaen, men der er til gengæld også kommet en del ind den anden vej. Blandt de profiler som er kommet til kan nævnes Henrik Hansen, Joachim Enggaard og Kasper Gudnitz. Så det er et hold med en masse ligaerfaring, som det unge LTH-mandskab står overfor søndag eftermiddag.

Selvom LTH fik et point i den seneste kamp, så føltes det som et nederlag. Derfor er drengene ekstra opsatte på at få den første hjemmebanesejr i denne sæson på søndag, men det bliver en rigtig svær opgave, og det kræver en ekstraordinær indsats af Arne Damgaards tropper.

På den positive side kan LTH prale med at have rækkens mest målfarlige spiller på holdkortet i form af Søren Nørgård, som på to kampe har scoret hele 19 mål. Derudover ved Mads Thymann også godt, hvor målet står henne, da han i de to første kampe har scoret 6 mål i hver.

Men som sagt så skal hele holdet stå sammen og yde deres allerbedste, hvis der skal point på kontoen på søndag, men drengene får lige 10 procent ekstra, hvis I publikum giver den fuld gas igennem hele kampen. Kampen fløjtes i gang kl. 14.30 i Arena Vestjylland Forsikring, og husk du sparer penge på din billet, hvis du køber den her på hjemmesiden.