FOTO: Christina Bundgaard Photography

Fredag aften skal Lemvig-Thyborøn forsøge at komme tilbage på sejrssporet, når Frederikshavn FI gæster Thyborøn Fritidscenter.

De to seneste kampe er endt med to nederlag for LTH’s vedkommende, og det skal der rettes op på, hvis man fortsat skal have en mulighed for at spille med i den sjove ende af tabellen, men det bliver bestemt ikke nemt. For det første så har fredagens modstander, Frederikshavn, udviklet sig meget siden sidste sæson, og for det andet så har LTH-spillet set en del svingende ud i de seneste kampe.

Det skal der rettes op på, og især forsvarsspillet skal finde et helt andet niveau. 73 mål er der blevet lukket ind i de to seneste kampe, og det taler for sig selv. Det er svært at vinde håndboldkampe, når modstanderen scorer over 30 mål, så derfor skal forsvar og målmænd finde den rette rytme igen, som vi har set i kampene mod Randers og Team Sydhavsøerne.

Frederikshavn har indtil videre i denne sæson fået samlet otte point sammen, og fire af de otte point er kommet i de to seneste kampe, så de har modsat vestjyderne en masse selvtillid med i bagagen til fredagens opgør. Det er kun et enkelt point, som adskiller de to hold i rækken, så en udesejr vil betyde, at Frederikshavn overhaler os i tabellen, men dette skal Arne Damgaards tropper nok gøre sit for, at der ikke skal ske.

Fredagens kamp spilles i lidt uvante omgivelser, da kampen er flyttet til Thyborøn, men det glæder vi os til, da vi altid får en super god behandling af Thyborøn Fritidscenter. Derudover håber vi, at der stadig er mange fra Lemvig, som tager turen til Thyborøn for at støtte drengene. Vi håber også på at se mange fra Thyborøn, som vil være med til at støtte hele kommunens hold til to point. Der er gratis adgang, så lad os få fyldt hallen så vi kan få lagt pres på vores gæster.

Kampen fløjtes i gang kl. 19.30, og kan følges direkte på www.tophaandbold.dk/livescore eller via vores instagramprofil “@lemvigthyboron”!