FOTO: Christina Bundgaard Photography

Efter sidste weekends nederlag skal Lemvig-Thyborøn Håndbold fredag aften forsøge at komme tilbage på sejrssporet, når FIF Håndbold er modstanderen i Arena Vestjylland Forsikring.

I sidste weekend tabte Lemvig-Thyborøn Håndbold på udebane til oprykkerne fra HEI Håndbold. Skuffelsen efter den kamp var tydelig at spore, men den skuffelse er nu lagt bag os, og vi er klar til at kæmpe med om sejren i fredagens kamp mod FIF Håndbold.

FIF kommer fra et uafgjort resultat mod Ajax København. Dette point er FIF’s første point indtil videre i denne sæson, og derfor ligger holdet også på en 13. plads efter de fire første runder af 1. division. LTH ligger lige nu på en 6. plads med fem point, og tre point op til førstepladsen i rækken. Derfor er der ingen tvivl om, at en sejr i aften vil lune gevaldig meget for Arne Damgaards tropper.

Det er dog lettere sagt end gjort. I sidste weekend så vi et skadesplaget LTH-mandskab have store problemer mod et oprykkerhold, og hvis ikke flere spillere byder ind end i lørdags, så bliver det meget svært at hente de to point i aften.

Én af profilerne på FIF-mandskabet og en spiller som LTH-forsvaret skal holde ekstra vågent øje med i dag, er højre backen, Nikolaj Værnskjold, som også er københavnerklubbens delte topscorer efter de fire første kampe. Værnskjold har en fortid i TMS Ringsted og norske Stord HK.

Hvis LTH skal spille med i den sjove ende af tabellen, skal der to point på kontoen i aften. Vi håber mange finder vej til Arena Vestjylland Forsikring i aften, og vil støtte drengene til sejr. Kampen fløjtes i gang kl. 20, og husk, at du sparer penge, hvis du køber din billet her på hjemmesiden. Det er muligt at medbringe sin billet på sin smartphone – så du behøver ikke printe den ud.