FOTO: Christina Bundgaard Photography

Det som skulle have været en overkommelig opgave, og på papiret 2 sikre point, endte som en enorm skuffelse, da LTH i aftes kunne se sig slået af bundproppen Otterup HK.

Der er ikke meget godt at sige om aftenens kamp, hvor det var udeholdet som svingede taktstokken gennem hele opgøret. Hjemmeholdet bragte sig foran 1-0, men så var det også slut med at være foran for LTH’s vedkommende. 1-0 blev til 2-4 og allerede efter 12 minutter blev træner Arne Damgaard nødsaget til at tage timeout, da udeholdets føring havde vokset sig til 3-8. Timeouten hjalp dog ikke det store, og et bragt kæmpende Otterup mandskab lykkedes med, at holde LTH bag sig resten af halvlegen. Stillingen ved pausen var derfor 12-17 til det gæstende udehold.

Ved 2.halvlegs start fik LTH så endnu en mavepuster, da målmand Jesper Sørensen modtog et direkte rødt kort for at stoppe en Otterup kontra. Derfra så det kun sort ud for LTH. Hver gang hjemmeholdet fik skabt en lille tro på et comeback, blev det ødelagt af dumme udvisninger eller fejle beslutninger i forsvaret og angrebet. Heller ikke i målet blev der taget fra, og generelt set var der ikke meget, som lykkedes for LTH i dag. Modsat var det et fynsk mandskab, som med vilje og gejst i hele opgøret til fulde udnyttede de mange dumme fejl og udvisninger i kampen. Udeholdet fik da også på den baggrund skabt en 10-måls føring med cirka 20 minutter igen, og derfra var kampen så godt som afgjort. På trods af en lille slutspurt fra hjemmeholdet i de sidste 5-10 minutter, lykkedes det aldrig at bringe spændingen tilbage i opgøret. Kampen sluttede 35-39, og Otterup HK kunne derfor række armene i vejret for første gang i denne sæson og juble over de 2 point. Et opgør hvor hjemmeholdets mange udvisninger, og fejl i forsvaret endte med at koste dyrt.

Hvis LTH fortsat ønsker at kæmpe med om en top-3 placering i årets 1.divison, er der ikke råd til flere af disse kampe. Lad os derfor håbe at kampe som disse, hvor alt går galt, er fortid. Muligheden for at revanchere nederlaget får LTH først den 4.november, hvor drengene skal en tur til Ringsted. Et svært opgør, men en god mulighed for drengene til at vise deres værd.